Debat

 

Kronik: Frygt ikke de levende

De fattigste af de fattige. Klinik i det sydlige Malawi. Læger uden Grænser har arbejdet i området siden 1997. Der bor 500.000 mennesker i området, omkring 20% af de voksne er smittet med hiv/aids. Læger uden Grænser har behandlet over 3.000 mennesker på klinikken.  

---

Foto: © Julie Remy

Af Søren Brix Christensen, Speciallæge, Formand for Læger uden Grænser(MSF)

1,3 millioner mennesker lever, fordi de får medicin mod aids. Fire millioner vil snart dø, hvis de ikke får behandling. Dagens kronikør er formand for Læger uden Grænser. Her gør han status over de seneste års kamp mod medicinpriserne og for behandling til alle.

Aids har forårsaget mere end 25 millioner meningsløse dødsfald, hvilket har fået Kofi Annan til at betegne aids som det største tilbageskridt for menneskehedens udvikling nogensinde. Med udsigt til ligeså mange dødsfald de kommende år taler vi om en global tragedie af sådanne dimensioner, at den vedrører alle.

Men vi har også gjort ganske betydelige fremskridt. Hiv-smittede i vores del af verden er som den naturligste ting i behandling. Men også i den fattige verden har vi fået hul på problemet. Antallet af mennesker i behandling er steget fra nul for bare fem år siden til 1,3 millioner i dag. Men med verdens 40 millioner smittede tør vi endnu ikke tale om bare udsigten til, at kampen bliver vundet.

Heldigvis bliver der flere og flere i kampen. De mange i den fattige verden, som kommer i behandling, skaber et momentum. Døde mennesker protesterer ikke. Men hver person i livsforlængende behandling er en stemme mere til at agitere for mere behandling. De mennesker lægger ved deres blotte eksistens (eller overlevelse) et væsentligt pres på verdens regeringer.

Nogen ville måske i deres stille sind mene, at det havde været bedre, om de var døde. For nu vil de stille krav om fortsat behandling til sig selv - resten af livet. Og hver ny patient, der begynder behandling, betyder årtiers forbrug af kostbar medicin.

Der argumenteres også for, at flere i behandling betyder potentielt flere smittekilder til spredning af sygdommen.Men det er et faktum, at hiv-smittede i behandling er mindre smittefarlige end ubehandlede. Desuden viser vores erfaring, at jo flere der får et meningsfuldt liv med hiv, des mere tør andre mennesker omkring dem lade sig teste. De ser, at hiv ikke er lig med dødsdom og stigmatisering.

Kun 10 procent af verdens hiv-smittede er overhovedet klar over, at de er syge. Det er et af de fundamentale problemer vi slås med; simpelt hen at få folk ud af busken og lade sig teste. Og det kan vi kun gøre ved at vise dem, at hiv kan behandles og at man kan leve videre på en værdig måde.

Stor sejr
Vi har som sagt fået 1,3 millioner i behandling i den fattige verden. Jeg kniber mig ofte i armen og tænker, at det er da næsten ikke til at forstå. Bare tilbage i år 2000 sagde Læger uden Grænser som de første, at alle hiv-smittede havde krav på behandling - ikke kun dem i den rige verden. Dengang blev vi i bedste fald mødt med hovedrysten. Andre fandt det direkte uansvarligt af os at foreslå at bruge udviklingslandenes sparsomme midler på den uhyre kostbare behandling af et astronomisk antal fattige.

Men vi fastholdt, at når medicinen var til rådighed, så måtte alle syge i behandling - rig som fattig. Og vi var klar til den lange tur op ad bakke. Som læger vidste vi også, at prisen på medicin ikke nødvendigvis afspejler produktionsomkostningerne.

Og vores formodning var rigtig. På bare seks år faldt prisen fra 10.000 dollars per patient per år til 132 dollars i dag - et fald på 99 procent.

Nu står vi så med 1,3 millioner fattige hiv-smittede i behandling. 1,3 millioner enkeltpersoner, der har udsigt til liv i stedet for død. Og hvert af disse mennesker har enten børn, søskende eller forældre, som ikke skal begrave dem foreløbig. Det er en stor sejr.

Der har lige været verdensaidskonference i Toronto med hele 24.000 deltagere. Jeg håber, at det indikerer en stigende interesse for hiv/aids. Men jeg frygter samtidig, at den store konsensus på konferencen og fraværet af vrede aktivister er udtryk for selvtilfredshed i miljøet; at vi er kommet så godt på vej, at det er helt ok lige at standse op og puste et øjeblik.

Men det er der ikke tid til. Hvert minut, vi hviler, dør seks mennesker mere; vel at mærke seks mennesker vi kunne redde. Og de 1,3 millioner, der er i behandling, er stadig meget langt fra det mål hele verden satte i 2002; at tre millioner fattige skulle være i behandling i 2006.

Hvad gør vi nu?
Der tales meget om vaccine, og set fra et lægeligt synspunkt er der gjort spændende fremskridt. Men lad mig slå helt fast: En hiv-vaccine kommer ikke foreløbig. I allerheldigste fald vil der gå mindst ti år. I værste fald kommer den aldrig. Desuden er hjælper en eventuel hiv-vaccine ikke de 40 millioner, som allerede er smittet.

Fire til fem millioner har pt. brug for akut behandling. De dør med andre ord snart, hvis vi ikke handler meget hurtigt. Disse mennesker er de fattigste i de fattige lande og de, der bor længst væk fra store byer.

Et af de største problemer for at nå flere mennesker med behandling er manglen på sundhedspersonale i fattige lande - særligt på landet. Det er ikke et problem der kan løses på kort sigt. Men Læger uden Grænser har haft succes med at delegere hiv-behandling "nedad" i de lokale sundhedssystemer. Mange af opgaverne løses nemlig lige så godt af sygeplejersker eller sundhedsassistenter som af læger. På den måde sparer vi på det begrænsede antal læger og sygeplejersker.

I en del lande svinder sundhedspersonalet hastigt, simpelt hen fordi aids er så udbredt, at sygdommen gør betragtelige indhug i antallet af læger og sygeplejersker. Det er helt katastrofalt, for uden sundhedspersonalet kan vi ikke redde andre. Derfor sikrer Læger uden Grænser sig altid, at det lokale sundhedspersonale på vores hiv/aids projekter selv har adgang til livsforlængende behandling.

Børn og behandling
Der er i øjeblikket 2,3 millioner hiv-smittede børn i fattige lande. Vi kunne teoretisk redde de fleste, men i stedet er de dømt til at dø.

Behandling af børn halter langt efter de fremskridt, der er gjort blandt voksne. Det skyldes, at produkterne udviklet til at forlænge livet for børn er dårlige og op til fem gange så dyre som voksenpræparaterne.

Medicinalindustrien mangler økonomisk incitament til at udvikle billige midler, hvor doseringen er tilpasset børn. Der er fordi næsten ingen børn i den rige verden fødes med hiv.

De få børneprodukter der findes på markedet sælges i fattige lande til stærkt opskruede priser. For eksempel koster et års behandling af børn med zidovudin-mikstur fem gange så meget, som et præparat med den tilsvarende mængde aktivt stof til voksne koster.

Medicinalindustrien må påtage sig ansvar for at redde de mange børns liv. Hvis branchen ønsker at profilere sig som ansvarlig, er hér en oplagt opgave. Enhver udsættelse af dette er ikke bare uetisk men koster børnene livet.

Langtidsbehandling er for dyr Det er nu fem år siden, man begyndte at behandle hiv-smittede i fattige lande. Mange af de patienter, der har været længst i behandling begynder derfor at få behov for de såkaldte andengenerationsmidler. Disse bruges når effekten af den almindelige medicin (førstegenerationsmidlerne) ofte forringes efter en årrække.

Medicinalindustrien accepterede efter mange års indædt modstand at sænke prisen på førstegenerationsmidler. Men man kunne få den mistanke, at nu skal pengene kradses ind et andet sted. For andengenerationsmidlerne koster ti gange så meget som førstegenerationsmidlerne - en uoverstigelig økonomisk byrde i de fleste ulande.

Det var en lang og sej kamp med industrien at billiggøre den oprindelige medicin. Men nu gentager historien sig for andengenerationsmidlerne. Nu skal vi i gang med slagsmålet igen. Kunne man ikke én gang for alle definere politisk, at ethvert produkt til livsforlængende behandling af hiv-patienter obligatorisk skulle markedsføres billigt i de fattigste lande?

De syge var bedre tjent med, at vi læger brugte vores kræfter på at hjælpe patienterne, i stedet for at slås med medicinalindustrien.

Om præcis et år fra i dag vil aids sandsynligvis have dræbt yderligere tre millioner mennesker - svarende til en tsunami hver eneste måned året igennem eller at hele Danmark var lagt øde på halvandet år. Vi kunne også sige, at knap 100 mennesker sagde farvel til livet på grund af aids, mens du læste denne kronik.

Lad os vende Kofi Annans ord om tilbageskridt for menneskeheden på hovedet. Udryddelsen af hiv/aids skal i stedet gøres til den største sejr for menneskeheden nogensinde. Selvom der er langt til målet, er vi allerede godt i gang. Lad os fortsætte med at opbygge en hær af fortalere for livet. En hær af mennesker, der lige nu går rundt og tror sig dødsdømte, men som simpel livsforlængende medicin kan give resten af livet tilbage.

Denne kronik blev bragt første gang i Morgenavisen Jyllandsposten 3. november 2006.

Læs mere om hiv/aids på MSF´s temaside