| Dato/Begivenhed | |
| 23. maj 2012 Information meeting in Copenhagen about working abroad with MSF | |
| 13. jun 2012 Information meeting in Copenhagen about working abroad with MSF | |
| 11. jul 2012 Information meeting in Copenhagen about working abroad with MSF |
![]() Foto: © Agnes Montanari |
Yemen står over for en række alvorlige kriser: et stigende antal konflikter, fordrivelse og en massiv strøm af migranter. Mange mennesker har brug for sundhedspleje, og i 2010 udvidede Læger uden Grænser sine aktiviteter i landet.
Konflikt i det nordlige Yemen
Sammenstød i det nordlige territorium Saada mellem den yemenitiske regering og den væbnede al-Houthi oprørsgruppe, var blandt de mest intense siden begyndelsen af krigen i 2004. I februar 2010 blev en våbenhvile forhandlet på plads, men sporadiske sammenstød fortsatte resten af året.
Efter at have måttet indstille aktiviteterne i flere måneder på grund af de intense kampe, kunne Læger uden Grænser genoptage sit arbejde på Al Talh hospitalet uden for byen Saada og på Razah hospitalet nær den saudiske grænse i henholdsvis marts og april. I alt gennemførte Læger uden Grænsers medarbejdere flere end 32.000 konsultationer.
Under en mæslingeudbrud fra april til juni behandlede Læger uden Grænser og medarbejdere fra Yemens sundhedsministerium flere end 1.500 patienter, 400 af dem måtte indlægges, og man gennemførte en vaccinationskampagne.
I juli åbnede Læger uden Grænser et ernæringsprogram på Al-Jamouri hospitalet i byen Saada, og behandlede her 820 alvorligt underernærede børn.
Læger uden Grænser uddelte vand og nødhjælp og tilbød lægehjælp til mennesker i Sadaa, som er fordrevet fra deres hjem på grund af konflikten. Yderligere tusinder er flygtet til de omkringliggende provinser.
I Amran, hovedstaden i Amran-territoriet, støttede Læger uden Grænser tre sundhedscentre. Medarbejdere uddelte nødhjælp og gav barselshjælp og ambulant behandling på sundhedsklinikken i Beit-el-Sultan for at hjælpe centeret med at klare et stigende antal med behov for pleje.
Læger uden Grænser bistod også med støtte akutmodtagelsen, føde- og operationsafdelingerne og ernæringsenheden på Al-Salam hospitalet i byen Khameer. Vores medarbejdere gennemførte flere end 10.000 akutte konsultationer, omkring 900 mennesker var indlagt på hospitalet, der blev udført 443 kirurgiske indgreb og assisteret ved 313 fødsler.
Omkring den lille by Al Mazraq i Hajjah-territoriet er der tre lejre for internt fordrevne mennesker. Læger uden Grænser tilbød generelle sundhedsydelser til mere end 21.500 patienter i lejrene og drev et ernæringscenter, hvor flere end 3.300 underernærede børn blev behandlet. Flere end 2.250 mennesker modtog psykologisk hjælp – heriblandt ofre for seksuel og kønsbestemt vold.
I august overtog Læger uden Grænser ledelsen af et nyt hospital i Al Mazraq. Siden åbningen er der gennemført omkring 3.370 akutte konsultationer, indlagt flere end 640 patienter, og flere end 1.750 gravide er blevet undersøgt.
Det sydlige Yemen
Konflikten var ikke begrænset til den nordlige del af landet. Der var hyppige sammenstød mellem den yemenitiske hær og separatistgrupper i syd. I juli 2010 begyndte Læger uden Grænser at arbejde på det offentlige hospital i Radfan i Lahj-territoriet. Flere end 5.000 mennesker modtog i løbet af 2010 akut behandling, der blev udført over 390 operationer, og flere end 300 mennesker blev indlagt på hospitalet.
Modtagelse af indvandrere
Til trods for de udbredte uroligheder i Yemen søger tusinder af flygtninge og indvandrere hvert år til landet – på flugt fra konflikt, fattigdom og ustabilitet på Afrikas Horn.
Læger uden Grænsers medarbejdere fortsatte arbejdet med at hjælpe de nyankomne ved kysten i provinserne Abyan og Shabwah, hvor de blev tilbudt førstehjælp og psykologisk støtte, såvel som mad, vand, tøj og hygiejneartikler.
Flygtningene opholder sig herefter nogle dage på et modtagecenter i Ahwar, hvor Læger uden Grænser driver en sundhedsklinik, ligesom vi give støtte til skadestuen på byens hospital. I april 2010 overdrog Læger uden Grænser projektet til FN’s flygtningeagentur, UNHCR, fordi antallet af flygtninge var faldet, og behovet for Læger uden Grænsers assistance var aftaget. Fra september 2007 til marts 2010 havde Læger uden Grænser givet medicinsk nødhjælp til flere end 25.000 nyankomne flygtninge.
Behandling af hiv-smittede i hovedstaden
Antallet af hiv-smittede mennesker i Yemen er relativt lav (det er anslået at mindre end 0,2 procent er smittet), men der er en meget høj grad af stigmatisering og diskrimination mod mennesker, der er hiv-positive. Læger uden Grænser har arbejdet i Al Gumhuri Hospitalet i Yemens hovedstad Sanaa, hvor vi støttede med rådgivning og testning. Andre steder i byen har Læger uden Grænser støttet et sundhedscenter, der arbejder med at forebygge hiv-smitte fra mor til barn og fire rådgivningscentre, hvor man også kan blive undersøgt.
Læger uden Grænser har arbejdet i Yemen siden 2007.
Teksten stammer fra Læger uden Grænsers internationale aktivitetsrapport 2010 og opdateres årligt.

Yemen
Indbyggere: 23,5 mio. Forventet levealder: 65 år Børnedødelighed: 69 ud af 1.000 børn dør, før de fylder fem år MSF medarbejdere i 2010: 467 MSF har arbejdet i Yemen siden 2007 Kilder: MSF og WHO |
| Mere |