© MSF |
Det er en almindelig opfattelse, at moderne medicinsk behandling bidrager til en stadig bedre sundhedstilstand i verden. For eksempel er kopper er udryddet og polio næsten ligeså. Så er det vel bare et spørgsmål om tid, før videnskaben finder behandling til de sidste infektionssygdomme i verden?
Tilliden er desværre overdrevet. En tredjedel af verdens befolkning har ikke adgang til livsvigtig medicin. I de fattigste egne af Afrika og Asien drejer det sig om halvdelen af befolkningen.
For en medicinsk, humanitær organisation som Læger uden Grænser (MSF) er det helt uacceptabelt, at adgangen til livsvigtig medicin for de almindelige og udbredte infektiøse sygdomme som malaria, tuberkulose og hiv/aids ikke er tilgængelig.
I 1999 lancerede MSF derfor ’Campaign for Access to Essential Medicines’. Kampagnen kom i Danmark til at hedde ’Kampagne for Adgang til Livsvigtig Medicin´. Kampagnen arbejder for at nedsætte priserne på eksisterende medicin; at få medicin, der ikke bliver produceret længere på grund af mangel på profit, i produktion igen; at stimulere til forskning i sygdomme, der primært rammer fattige samt at overskride andre barrierer for adgang til medicin.
| Læs mere |
|
Læs mere om: Kampagnens resultater
'Kampagne for Adgang til Livsvigtig Medicin' har sin egen engelsksprogede hjemmeside www.accessmed-msf.org, hvor du kan læse mere om arbejdet.
Læs også mere om non-profit organisationen ´Drugs for Neglegleted Diseases Initiative´ (DNDi), som forsker i medicin mod sygdomme, der overses af den øvrige lægemiddelindustri. |
Manglen på adgang til medicin for almindelige mennesker i den fattige del af verden har flere årsager: Den tilgængelige medicin er af dårlig kvalitet eller så dyr, at den er umulig at betale for fattige mennesker; en effektiv behandling eksisterer ikke på grund af manglende forskning og udvikling inden for smitsomme sygdomme i troperne; de lokale sundhedssystemer er ressourcefattige og mangler både sundhedspersonale, medicin og adgang til gode diagnostiske metoder, hvilket kan resultere i fejldiagnoser og forkert behandling.
I sine projekter verden over arbejder MSF både lokalt og nationalt på at gøre noget ved disse problemer. På internationalt niveau fokuserer Kampagne for Adgang til Livsvigtig Medicin på manglen på forskning i og udvikling af nye lægemidler, på de alt for dyre medicinpriser og på tilgængeligheden af effektiv medicin for den enkelte sygdom.
Løsninger
Livsvigtig medicin burde være tilgængelig og til at betale i udviklingslande. Derfor er MSF fortaler for en række tiltag, der kan være med til at reducere medicinpriserne til et bæredygtigt niveau. For eksempel konkurrence fra billigere kopipræparater; frivillige rabatter på de lægemidler, der er beskyttet af et patent; global tilvejebringelse af nye lægemidler og lokal produktion.
MSF presser også på for mere forskning i oversete sygdomme som for eksempel tuberkulose, sovesyge og leishmaniasis, men gør også noget selv. I 2003 grundlagde MSF sammen med en række ansete sundheds- og forskningsinstitutter fra Brasilien, Frankrig, Indien, Kenya og Malaysia en non-profit organisation, "Drugs for Neglected Diseases Initiative" (DNDi), med det formål at udvikle medicin mod oversete sygdomme.
MSF støtter også udviklingslande i at indføre lovgivning, der øger borgernes adgang til livsvigtig medicin, og kræver på internationalt niveau, at handelsregler- og politik tager størst muligt hensyn til beskyttelsen af folkesundheden.
| Adgang til livsvigtig medicin |
|
Kampagne for Adgang til Livsvigtig Medicin fokuserer på oversete sygdomme som afrikansk sovesyge, chagas sygdom, leishmaniasis og malaria.
Kampagnen beskæftiger sig også med andre smitsomme sygdomme - for eksempel tuberkulose og hiv/aids - der rammer fattige hårdt, og hvor adgangen til medicin for mange er ringe eller ikke-eksisterende. |
Hvem har ansvaret?
Sundhedspersonale, politikere, forskere, internationale organisationer, offentlige institutioner, lægemiddelproducenter og private interesseorganisationer spiller alle en rolle i løsningen af problemet med adgang til livsvigtig medicin.
Sundhedspersonalet bør forlange den bedst mulige behandling til deres patienter. Lokale og nationale myndigheder og regeringer bør prioritere deres befolknings sundhed, når de udformer politik. Internationale organisationer som Verdensundhedsorganisationen (WHO), Verdensbanken, FN´s Fællesprogram for Bekæmpelse af HIV og AIDS (UNAIDS) og andre FN institutioner bør prioritere folkesundhedens beskyttelse i egne programmer og som fortalere for den.
I den private sektor bør lægemiddelvirksomheder bidrage til langtidsholdbare løsninger for eksempel ved at reducere deres priser i udviklingslandene og støtte forskning i og udvikling af lægemidler til oversete sygdomme. Mens civilsamfundets skal overvåge situationen og om nødvendigt slå alarm, hvis de forskellige aktører ikke lever op til deres ansvar.